De bedste påskeæg er dem, man selv laver! Begynd med at spraymale æggene i skønne pastelfarver. Derefter kan du pynte dem med forårets første, fine blomster. Tør blomsterne i en blomsterpresse, og lim dem fast på pastelæggene sammen med små, fine fjer. Læg æggene ud som dekoration på påskebordet eller et andet sted, hvor du vil have en flot påskepynt.
Lad hele familien få plads på påskebordet med denne sjove påskedekoration. Her bruger du dekorationsteknikken decoupage for at lime ansigterne fast på udpustede æg. Når alle i familien har fået deres foto på et æg, kan det dekoreres med sløjfer, øjne, glitter og andre sjove ting. Du kan bruge påskeæggene som bordkort, så alle ved, hvor de skal sidde – inklusive alle husdyrene.
Flot dekorerede æg er et must til påske! Mal udpustede æg med markerpenne, og skab en cool marmoreringseffekt med en blenderpen eller lidt flydende håndsprit. Hæng de flotte, melerede æg op i grene, eller brug dem som dekoration på påskebordet.
Der er noget helt specielt ved at lave sin egen pynt og tage den frem påske efter påske som kære minder. Med beton kan du skabe holdbare påskeæg, som du kan glæde dig over mange år frem i tiden. Vi har dekoreret vores betonæg med flot perlemorspigment og fine rub on-stickers, som du nemt gnider fast på overfladen.
Naturligvis kan man også væve på æg! I stedet for en væv eller væveramme snor du ganske enkelt trendtråden omkring ægget, så du kan væve omkring det. Du skal bare vær forsigtig, så du ikke knuser den skrøbelige æggeskal, når du går i gang med projektet. Hæng de vævede påskeæg op i grene, eller brug dem som bordpynt til påskefrokosten.
Det er næsten umuligt ikke at blive charmeret af en lille miniatureverden. Af et almindeligt påskeæg i pap kan du lave din egen bedårende lille påskeverden med søde kaniner og tilbehør. Når du først er begyndt at bygge på dit miniaturelandskab, er det svært at stoppe, så det er bare at bruge fantasien og se, hvad det bliver til! Tip: Du kan blande hobbylakken med en cremefarvet nuance for at få lidt mere afdæmpede toner.
Æg i alle regnbuens farver er et must til påske! Med levnedsmiddelfarve kan du farve både udpustede æg og kogte æg, som skal serveres på påskebordet. Pluk flotte blade og blomster, og lav fine aftryk af planterne ved hjælp af æggefarven. Vi har bl.a. brugt vedbend og bregne. Prøv også at dyppe ægget i forskellige farveblandinger efter hinanden, eller bland forskellige farver i samme glas for at få lidt mørkere farver.
Lav dine egne helt unikke, nålefiltede æg til at pynte op med til påske! Nålefiltning er slet ikke svært, og frem for alt er det virkelig sjovt! Brug styroporæg som basis for dine påskeæg, og stik filtenålen ned flere gange for at forme og filte ulden omkring ægget. Jo mere du stikker nålen ned, jo tættere og jævnere bliver ulden. Rul derefter små stykker af uld i forskellige farver sammen, eller brug garn, og filt det fast som mønster.
Lav farvestrålende æg til påske! Med bolsjefarve kan du farve både udpustede æg og kogte æg, som skal serveres på påskebordet. Her har vi brugt tie-dye-teknik til at lave flotte, melerede påskeæg. Tip! Papirerne, du bruger til at farve æggene, bliver også flotte i sig selv og kan bruges til andre påskearbejder. Klip for eksempel dekorative fjer ud af dem.
Overrask dine gæster med en ægstraordinær borddækning til påske! Begynd med at puste æggene ud og male dem i flotte farver. Skriv så sjove påskebeskeder på små sedler, som du gemmer inde i æggene som en lykkekage. Dæk op med overraskelsesæggene til påskemiddagen, og lad gæsterne slå deres æg ud for at læse beskeden.
Lav supersøde dekorationer til påske sammen med børnene. Med dette sjove påskeprojekt kan børnene forvandle hele familien til påskepynt. Hæng de personlige æggeskaller i grene, eller brug dem som bordkort omkring påskebordet, så der ikke er nogen tvivl om, hvor alle skal sidde.
Lav en sjov påskekylling sammen med de mindste børn! Mal ydersiden af et halvt papæg. Hvis det er svært at styre penslen, går det lige så godt med fingrene. Derefter skal der laves et klassisk håndaftryk af barnets håndflade, noget der er populært hos alle, der kan lide at lege med maling! Forvandl derefter aftrykket til en nuttet kylling med piberensere, glitter og øjne.