Findes azofarvestoffer i f.eks. jeres levnedsmiddeltilsætningsstoffer? E102, E122, E124?
Panduro har produkter i sortimentet, der indeholder azofarvestoffer, og som derfor har følgende advarselstekst:
"Kan have en negativ effekt på børns adfærd og koncentrationsevne."
Vi forstår naturligvis, at man som forbruger kan reagere på denne advarsel, men der ligger ofte mange forskellige vurderinger og hensyn bag beslutningen om, at det alligevel er sundhedsmæssigt forsvarligt at anvende produktet. Derfor vil vi gerne forklare lidt mere om vores overvejelser:
Da Panduro valgte at tage disse tilsætningsstoffer ind i sortimentet, lavede vi en vurdering baseret på fakta fra myndigheder, videnskabelig dokumentation, de gældende ADI-værdier (Acceptabelt Dagligt Indtag) for disse farvestoffer samt de mængder, der typisk vil findes i færdige bagværk.
Advarslen er et lovkrav og skal fremgå, så snart azofarvestoffer indgår i et produkt – uanset mængden.
Advarslen stammer oprindeligt fra de såkaldte Southampton-studier, der antydede, at visse azofarvestoffer kunne påvirke børns koncentration negativt. Disse studier er dog blevet kraftigt kritiseret af flere videnskabelige eksperter for metodiske mangler, og resultaterne er i mange tilfælde ikke blevet bekræftet ved efterfølgende forsøg.
Den Europæiske Fødevaresikkerhedsautoritet (EFSA) har foretaget en grundig gennemgang og konkluderet, at farvestofferne fortsat er sikre at anvende, hvilket også er vurderingen fra de svenske og danske fødevaremyndigheder.
Hvis disse stoffer havde været farlige i de mængder, de anvendes i, ville de med stor sandsynlighed være blevet forbudt. Men EU har valgt at indføre en kompromisløsning i form af advarselsteksten.
Vi har også vurderet de faktiske mængder farvestof, der ender i det færdige bagværk. Ved normal brug er mængderne meget små.
For eksempel viser beregninger baseret på ADI-værdier, at et barn på 20 kg skulle spise mellem ca. 200 g og 2 kg farvet bagværk dagligt – hele livet – for at nå det accepterede daglige indtag. Det er naturligvis langt mere, end børn normalt spiser.
Information fra fødevaremyndigheder om ADI:
“ADI-værdien angiver, hvor meget et menneske kan udsættes for dagligt gennem hele livet uden sundhedsrisiko. Den angives i milligram pr. kilo legemsvægt pr. dag og er baseret på toksikologiske dyreforsøg med store sikkerhedsmarginer.”
Ud fra den nuværende viden har Panduro derfor vurderet, at risikoen for uønskede reaktioner på grund af azofarvestoffer i disse produkter er meget lav.
Samtidig er vi klar over, at alle mennesker er forskellige, og nogle kan være særligt følsomme over for tilsætningsstoffer. Derfor tilbyder vi også flere alternativer uden azofarvestoffer og arbejder løbende på at udvikle endnu flere. Det er dog en udfordring, hvis man ønsker klare og stærke farver, da mange produkter på markedet stadig indeholder disse stoffer.