BOHO er en stil, der er inspireret af hippiekulturen fra 1960'erne og 1970'erne. Meget af hippiemoden var indisk inspireret, og sjaler, kaftaner og T-shirts i hjemmelavede batikmønstre var populære. Der bruges også masser af flagrende, bredt, rigt broderet tøj i mange mønstre og alverdens farver. Hippiestilen er blevet moderniseret som en slags "cityvariant". BOHO er afslappet og farvestrålende med vægt på broderede mønstre og perler. Det er meget nemt at brodere i BOHO-stil! Du skal bare vælge, hvilke farver du vil bruge, og gå i gang. Du behøver ikke følge et mønster, men kan bare sy frem og tilbage, op og ned, på kryds og tværs og blande med perler. Som hippie var man meget miljøbevidst og gik ofte i genbrugstøj. Så du behøver ikke købe nyt. Forvandl dit gamle tøj i din egen BOHO-stil.