Skab et dekorativt juletræ, som hverken taber nålene, visner eller har brug for vand! Med metaltrådkunst, et smukt stykke bark og små håndlavede ophæng får du en personlig juledekoration, som holder år efter år.
Tag beskyttelsesbriller på, før du begynder at arbejde med metaltråden. Vikl derefter den firkantede messingtråd rundt om et fint stykke bark eller lignende. Tilpas højden efter, hvor høj du ønsker, at juletræet skal være, og klip tråden af. Sur tråden fast rundt om barkstykket, og brug en fladtang til at klemme til og fastgøre stammen ordentligt.
Tip! Hvis det er svært at rette messingtråden ud, kan du nemt gøre det med et trådudretningsværktøj. Placer tråden mellem to af hjulene, og læg det tredje hjul over, så værktøjet danner en trekant. Træk derefter tråden gennem værktøjet, og lad hjulsporene gøre arbejdet.
Klip messingtråd til i forskellige længder. Begynd nederst med de længste grene, og arbejd dig opad med gradvist kortere grene. Sur hver gren fast rundt om stammen, og klem til med fladtangen.
Bøj og juster grenene, indtil juletræet får en fin, naturlig form. Variér gerne retning og længde for at opnå et levende udtryk.
Lav små kroge i grenenes ender med en speciel smykkestang, som gør det nemt at forme løkker, cirkler og bløde kurver.
Klip små motiver ud af tynde messingark. Læg derefter motiverne på et blødt underlag, f.eks. en skæremåtte eller lignende. Hvis dit underlag er får hårdt, kan det nemlig blive svært at lave tydelige mønstre. Præg mønstre og detaljer med et prægeværktøj for at give motiverne ekstra karakter. Lim også en dekorationssten fast på nogle af motiverne. Lad limen tørre helt.
Bemærk! Eftersom messingarkene består af meget tyndt metal, er kanterne skarpe. Dekorationerne du klipper ud får derfor også skarpe kanter, som du kan have brug for at bøje ind eller slibe til, så du ikke skærer dig.
Bøj stykker af den runde messingtråd til lange spiraler. Du kan bøje tråden rundt om en blyant eller lignende for at få den rigtige form.
Bøj et stykke tynd metaltråd til en lille S-formet krog. Fastgør krogene i metalmotiverne, så du kan hænge dekorationerne op i træets grene.
Hæng din hjemmelavede julepynt op i juletræet, og justér dem, til du er tilfreds.