Med uld kan du skabe klassisk charmerende og praktisk holdbare dekorationer til juletræet! Ved at bruge flamingokugler som base bliver det også nemt at få helt perfekt runde uldkugler! Begynd med at nålefilte de større ensfarvede felter, og fortsæt derefter med at skabe personlige mønstre.
Bemærk! Husk, at filtnålene er meget skarpe, så vær forsigtig, når du nålefilter.
Tag et stykke uld i den farve, du vil have skal fylde mest på din julekugle.
Læg ulden på en flamingokugle.
Nålefilt ulden fast ved at stikke filtenålen op og ned gennem ulden ned i kuglen, så ulden filtes fast og bliver jævn.
Dæk hele kuglen med uld – enten i én farve eller i flere forskellige farver.
Skab mønstre på kuglen ved at lægge små stykker uld på og nålefilte dem fast. Du kan også forme ulden lidt, før du sætter den fast på kuglen. Hvis du f.eks. vil lave prikker, kan du først rulle et stykke uld i hånden til en lille kugle, før du nålefilter den fast.
Tryk en krog ind i kuglen.
Bind et flot satinbånd med sløjfe i til ophængning.