Lav dem selv! CREOLER-ØRERINGE: lav 7 små vedhæng af de pileformede perler. Åbn creolerringen, og træk dem + rocaillesperler på. Tryk creolerringens ophæng med en fladtang, så enden sidder fast. Tag ca. 40 cm kobbertråd, og sno den ene ende fast på ringen, træk nogle rocaillesperler på, og sno tråden fast på den modsatte side. Gentag, til du er tilfreds med perletrådene, og fæst enden. Sæt en ørebøjle på creolerringens ophæng. Færdig! Lav den anden ørering på samme måde. KVAST-ØRERINGE: saml et bundt broderigarn, L 20 cm. Tag en stav med ring, åbn ringen, før bundtet ind på midten, og luk. Læg bundtet dobbelt til en kvast, og bøj staven til en ring. Tag ca. 30 cm kobbertråd, og sno den rundt om toppen af kvasten, så den bliver samlet. Træk derefter rocaillesperler på, så det går nogle gange rundt, og afslut med kun at sno kobbertråden et par gange rundt, så den sidder fast. Klip trådene af, så kvasten bliver jævn. Hæng så kvasten på en ørebøjle. Lav den anden ørering på samme måde.