Med makraméteknikken kan du knytte fantastiske smykker! Det kan virke lidt besværligt at komme i gang med makramé, men når man først har fået styr på knuderne, er det så sjovt, at man næsten ikke kan stoppe igen. Et par håndknyttede makraméøreringe er en perfekt gave til en, du holder af, men lav også lige et ekstra par til dig selv. Se, hvordan du laver dine egne makraméøreringe i vores instruktionsfilm.
Klip 3 stk. 30 cm lange stykker naturfarvet bomuldssnor. Snoren er tvundet af flere tyndere tråde. Træk de enkelte tråde fra hinanden i hver snor, red dem og saml dem til en luftig snor. Gør det med alle tre snore, du har klippet.
Fold de tre snore på midten, og bind dem fast i en creolerring med et såkaldt lærkehoved eller slyngestik: Fold tråden dobbelt. Før trådløkken ind gennem ringen, træk enderne igennem løkken, og træk til, så du får to midtertråde. Du har nu seks tråde, som hænger fra ringen.
Række 1: Læg de to yderste tråde til siden, og brug de fire midterste tråde til at binde en makraméknude, dvs. læg først mod venstre og så mod højre. Du binder altså makraméknuden omkring de to midterste tråde.
Række 2: Bind en makraméknude med de tre tråde mod højre. Du binder altså kun makraméknuden omkring en tråd denne gang. Bind så en makraméknude med de tre tråde til venstre.
Række 3: Bind en makraméknude med de fire midterste tråde igen.
Afslut med at binde dobbelt halvstik på både højre og venstre side, så øreringen afsluttes i en spids.
Pur lidt op i trådene, og klip frynserne op til ca. 25 mm. Så skal der laves en ørering magen til!