Intet skaber så meget stemning som et hyggeligt, lille nisselandskab til jul. Julemusene venter spændt på, at julemanden skal komme, og de har travlt med at pynte op til jul. Lav dit eget lille julelandskab med nissedør, lyskæde og små, søde uldmus. I verandaen med nissedøren kan du lægge små overraskelser ind til børnene i december måned som en julekalender. Så føles ventetiden inden juleaften meget kortere.
Mal verandaen med hobbylak. Hvis du ønsker, at træet skal have et bejdset look, kan du blande lidt hobbylak med lidt vand først og så pensle det på. Lad det tørre.
Dekorer omkring verandaen med pinde, kviste og kogler.
Læg mos på taget og dekorer med små svampe.
Klæd musene på i færdigsyet juletøj. En mus kan også klæde sig ud som julemand med hue, skæg og briller.
Sæt en lille julekrans på nissedøren, og hæng en lyskæde rundt om indgangen. Læg også en lyskæde inden for døren for at invitere indenfor.
Hæng en julestrømpe op. Skriv små sedler, rul dem sammen og læg dem i strømpen.
Fold små julegaver af klippeark, som julemanden kan komme med juleaften.