Sy en fræk pude i lag på lag-teknik. Vælg flere stofstykker i dine yndlingsfarver. Vi har brugt 8 stofstykker (50x70 cm) og 2 lag tyl. Det øverste stof er et Heavy Panama, som vi har stænkmalet med mørkeblå farve (Palett tekstilfarve, blanding af blå + sort). Læg alle stofstykkerne oven på hinanden, helst med et lidt grovere stykke stof underst (fx denim). Sy stykkerne sammen med flere lige stikninger på symaskine, så der dannes kanaler. Spræt derefter lag efter lag op mellem sømmene. Pas på, du ikke sprætter det underste lag op. Vi har ladet noget stå urørt hist og her mellem det opsprættede. Klip så en bagside ud i andet stof, her har vi brugt blå velour. Læg stoffet ret mod ret, og sy det sammen i kanterne. Lad en åbning stå på den ene langside. Vend retten ud, og stop puden med fyld. Sy åbningen sammen i hånden, så har du en fræk pude med frynsede tråde