Lav de sjoveste udklædningsdragter til påske! Hvem vil ikke tage imod påsken i en fræk kyllingekappe? Hobbyfilt er perfekt til denne dragt, fordi det ikke trevler, når du klipper det. Det er hurtigt at lime delene sammen med en limpistol, men husk, at dragten så ikke kan vaskes. Hvis du vælger at sy alle delene sammen, kan du håndvaske dragten. Sæt kyllingedragten sammen med orangefarvede tights og gul trøje, så er forvandlingen til påskens kæreste kylling klar!
Stofforbrug:
Kappe: 2,5 m påskegul filt, 1 m citrongul filt, 1 m hvid filt
Hue: 50 cm gul filt, 30 cm rød filt
Klør: 30-40 cm orange filt
Mål påskegul hobbyfilt ud efter barnets højde og skulderbredde. Tegn en halvcirkel efter målet, og klip ud. Tip: Gå ud fra en trøje, når du måler. Vores kappe blev 50 cm lang og 1 m bred.
Tegn cirkler på ca. 10 cm i diameter på gul og hvid filt. En tekop er passende som skabelon. Klip cirklerne ud, og del dem på midten til halvcirkler.
Sy eller lim halvcirklerne fast, så de går ind over hinanden. Begynd i kanten forneden, og arbejd dig op mod kraven. Afslut med hvide halvcirkler omkring kraven.
Sy eller lim et bindebånd fast ved kraven. Kyllingehue: Mål barnets hoved (ca. 50-54 cm). Klip to halvcirkler ud i gul filt og en kam i rød filt. Læg halvcirklerne dobbelt med kammen imellem, og sy rundt i den øverste kant. Vend huen med retsiden udad, så er den klar!
Klør: Mål barnets fod, og klip så klør, som er et stykke længere. Lav hul med en hultang, og bind elastik omkring fod og ankler.